Manifest

Vi kender det hver især. Vi kan mærke det, når det for alvor gør en forskel. Når man mærker, at den store idé griber en med inspiration til at gå helt nye veje og gøre en ekstra indsats. Eller når man bare vil have, at det arbejde, man sidder med skal lykkedes for næsten enhver pris.

Når man aldrig giver op. Hver gang en dør lukkes, finder man en ny og åbner den. Man læser alt lidt mere grundigt igennem. Sørger for at aflevere med høj kvalitet – inden deadline. Presser sig selv til at gøre den lille forskel. Hver dag. I alt, hvad man arbejder med. Så forskellen til sidst bliver kæmpe stor.

Eller når medarbejderen og teamet er fuldt dedikeret til netop det projekt, der gør den afgørende forskel. Hvor alt bare pludselig er lidt bedre end det plejer at være. Så kunden bliver begejstret. Så resultatet bliver imponerende. Så man vinder opgaven foran alle de andre dygtige konkurrenter.

Jeg har arbejdet med kommunikation, politik, ledelse og salg siden jeg gik ud af gymnasiet. Jeg har været med til sejre og nederlag. Sejre nyder man og reflekterer over – nederlag lærer man af. Efterskriften for både sejre og nederlag er for mig det moment, der gjorde forskellen. De situationer, hvor man vidste med sig selv, at nu flytter man for alvor noget – eller så, at de andre gjorde det, mens man så imponeret til og sugede til sig.

IMPACT betyder bl.a. indvirkning. Men det kan også betyde at slå imod, påtvinge én noget, at fæstne eller plante noget. Det kan betyde virkning eller påvirkning. For mig er IMPACT, hvad det at være med til noget handler om. Det er IMPACT, jeg jagter med min indsats. Og det er det, jeg hele mit liv har været opsat på at gøre for folk, jeg arbejder for – om det har været som politisk aktør selv, som rådgiver for politikere, for erhvervsfolk, som medierådgiver, som sælger eller som leder. Det er først, når jeg kan mærke, at jeg har bidraget til IMPACT, jeg kan føle, at jeg nu har gjort mig fortjent til at have det ansvar, der er blevet mig givet.

Jeg holder altid fortroligt, hvilke kunder jeg konkret arbejder eller har arbejdet for – eller hvilke projekter jeg har løst de steder, jeg har været ansat. Jeg holder også for mig selv, hvad jeg konkret løser eller har løst af opgaver; med mindre kunden eksplicit selv vælger at offentliggøre min rolle.

For dét at være rådgiver handler jo netop om at gøre noget for at andre lykkedes – og netop det elsker jeg ved at arbejde som rådgiver.

Eller som Ronald Reagan sagde det:
“There is no limit to the amount of good you can do if you don’t care who gets the credit.”