At opbygge sig selv som et brand

Hvor end du befinder dig, så fortæller du historier om dig selv. Du gør det i dine handlinger, i dine opdateringer på Facebook, i dine mails til kolleger og medarbejdere og i din kommunikation til omverden og kunder via direkte møder, medier og andre kommunikationskanaler.

Ligesom en dygtig virksomhed målrettet bygger og vedligeholder sit brand, kan du gøre det samme som leder eller medarbejder. Men det kræver omtanke; med en bevidsthed om, hvad du gør og en række redskaber, kan du opbygge og styrke dit personlige brand markant. Det skaber både større gennemslagskraft over for andre og større synlighed, og det giver flere muligheder for at påvirke sit eget professionelle liv i den retning, man ønsker.

Peter Goll har arbejdet med at bygge personlige brands for både politikere, erhvervsledere, organisationsledere og offentlige ledere. Med en række blandede redskaber fra både den politiske og den kommercielle verden, krydret med konkrete eksempler fra filmklip og personlige erfaringer, testes forskellige situationer sammen med deltagerne undervejs i foredraget – for at give konkrete virkemidler og erfaringer med, hvordan man bygger og styrker sit personlige brand.

Foredraget er især rettet mod folk, der ønsker sig en ledelsesmæssig karriere – og det er indrettet, så det er både lærerigt og udviklende for den enkelte deltager.